MØBEL LÆDER

Vi har flere læder leverandører:

Camo » Elmo » Sørensen læder »

Hvad er læder
Læder er et rent naturprodukt. Det er dyrehuder, der gennem en garvningsproces er blevet til et fast og ufordærveligt materiale, og som kan anvendes til bl.a. lædermøbler. De bedste og mest rene huder i verden kommer fra Europa, hvor dyrenes levevilkår og de klimatiske forhold gør, at dyrene har pådraget sig et minimum af naturmærker (insektbid, ar, nakkefolder etc.). Det er hovedsageligt disse råhuder, der benyttes til produktionen af Sørensen læder.
 
Der findes tre forskellige typer af læder; anilin, semianilin og dækfarvet læder, som hver har deres karakteristika.
 
Anilinlæder
Anilinlæder er karakteriseret ved det behagelige touch og den naturlige overflade. Flot anilinlæder kræver en meget høj kvalitet af råhuder. Kun 5% af alle råhuder kan leve op til dette krav.
 
Anilinlæder er gennemfarvet og overfladen er som udgangspunkt ganske nøgen. I nogle tilfælde har læderet dog fået en let, smudsafvisende overfladebehandling i form af en tynd imprægnering. Dette forandrer dog ikke på nogen måde læderets natur. Alle naturmærker vil være synlige på huden, hvilket samtidig betyder, at huden fortsat ånder. Dette bidrager i høj grad til læderets komfort og eksklusivitet.
 
Semianilin
Semianilin er fuldnarvet læder, der har fået en let overfladefinish. Denne behandling gør læderet mere modstandsdygtigt og nemmere af vedligeholde. Samtidig beholder læderet sin gode siddekomfort.
 
Fordelen ved semianilin er, at det kombinerer det naturlige look, som kendetegner anilinlæder, med en god holdbarhed og en nemmere vedligeholdelse. Semianilin tåler hårdt slid og er knap så modtagelig over for fedtstoffer og lys som anilin. 10-15% af alle råhuder lever op til kravene til semianilinhuder.
 
Dækfarvet læder
Dækfarvet læder er gennemfarvet og i modsætning til både anilin og semianilin overfladebehandlet. Dækfarvet læder er normalt også enten slebet eller printet . Dette medfører, at kun meget få naturmærker kan ses på overfladen.
 
Fordelen ved dækfarvet læder er, at det er robust og meget holdbart samt yderst nemt at vedligeholde. Dette gør dækfarvet læder særdeles velegnet til alle typer møbler samt til institutionsbrug.
 
Vedligeholdelse
Vores læder er færdigbehandlet fra garveriet. Al nødvendig finish er tilsat og ingen plejemidler skal tilføres møblerne, inden de tages i brug. Vores bedste råd i forbindelse med vedligeholdelse af lædermøbler er, at de bliver støvsuget med blød børste jævnligt. Således bliver læderets overflade holdt ren og fri for snavs.
 
Hvis det skulle blive nødvendigt med en hovedrengøring, brug da en opløsning af destilleret eller kogt vand og milde naturlige sæbespåner af god kvalitet (1/2 dl sæbespåner til 1 liter vand). Pisk sæbespånerne i det varme vand og anvend kun skummet (når vandet er faldet til stuetemperatur). Påfør skummet over hele møblet med en blød klud uden at gennemvæde læderet. Når møblet er tørt, tørres grundigt efter og der poleres op med en tør blød bomuldsklud. Læderet kan med tiden have brug for næring i form af læderfedt.
 
Bemærk: Russkind må kun rengøres med en støvsuger og ikke med vand eller sæbespåner. Russkind må ikke få læderfedt.
 
Vigtigt om lædermøbler: Placer aldrig lædermøbler i direkte sollys eller op ad en radiator. Farven kan falme, og læderet kan udtørre. Undgå brug af rengøringsmidler. Brug af diverse plejemidler er på eget ansvar. Undgå skarpe genstande.

Billeder af læder